Nyheder 07.10.2026

Vejledning til retsplejelovens §115a

Vejledning til retsplejelovens §115a fra SSP-Samrådets fagforum for kriminalitets- og recidivforebyggende arbejde for unge 16-25-årige

Fagforummet har gennem en længere periode arbejdet med at kvalificere forståelsen af de lovgivningsmæssige rammer for det kriminalpræventive samarbejde, særligt i forhold til målgruppen over 18 år. Arbejdet har resulteret i en praksisnær vejledning, der skal understøtte kommunernes lokale drøftelser af, hvordan bestemmelserne kan anvendes inden for lovgivningens rammer.

Vejledningen beskriver blandt andet retsplejelovens §115 og §115a, betydningen af “kriminalpræventivt formål” samt de særlige betingelser, der gælder for videregivelse af oplysninger til forældre og andre nære relationer til personer over 18 år. Derudover belyses relevante opmærksomhedspunkter om tavshedspligt og personoplysninger.

Vejledningen har netop ikke til formål at fastlægge en juridisk facitliste, men skal ses som et fagligt bidrag til lokale drøftelser og refleksioner i kommunerne. Fagforummet anbefaler blandt andet, at medarbejdere, ledere og jurister drøfter, hvordan kriminalpræventive formål forstås lokalt, hvilke oplysninger der er nødvendige i enkeltsager, og hvilke aktører der bør inddrages i samarbejdet.

Stor tak til fagforummets medlemmer for deres engagement og grundige arbejde med at kvalificere et område, som har stor praktisk betydning for det kriminalpræventive arbejde i kommunerne.